Workshops.....

2016-04-19 16:35
Mit liv er på mange måder fyldt med træning - vel og mærket hundetræning. Enten træner jeg egne hunde eller også er jeg instruktør for andre. Det er en spændende verden og et utroligt sjovt og givende job.

Personligt arbejder jeg mest med mig selv, i min træning af egne hunde. Det handler oftest ikke så meget om selve hunden, men mest om hvad jeg gør i min træning af hunden. Hundene er ikke så forskellige, de gør hvad der kan betale sig for dem. Så hvis vi ønsker at de skal yde, så må vi tilrettelægge vores træning, så det kan betale sig for hunden at yde. Uanset hvilken form for ydelse vi ønsker. Hvis der er noget der halter i vores træning så skal vi arbejde med det, ikke med alt det hunden kan.

At være god til at læse sin hund, være god til at reflekterer over sin træning, at være kreativ i sin træning, det giver en dygtig hundefører. Men det kræver at man får nogen til at kigge på sig. Kigge på detaljerne i det man gør og som er villig til at give en noget konstruktiv kritik for det de ser.

Jeg har en håndfuld personer som jeg får undervisning af. Nogle af dem bor langt fra mig (england og Sverige) andre findes lidt tættere på mig. Men fælles for disse personer er at det er mennesker jeg kender og har tillid til. Mennesker der er dygtige med egne hunde og som ser på mig når jeg handler mine hunde og kritiserer det job jeg laver, til fordel for hundene.

Jeg tager ofte afsted på forskellige træninger/workshops, men ikke altid for at udvikle på mit forhold til egne hunde, det kan også være for at udvikle mig som instruktør og få inspiration fra andre dygtige instruktører.

De seneste år har jeg holdt en del Workshops med instruktører udefra. En af de ting jeg oplever i den forbindelse er at i lille Danmark, der skal der en ny instruktør til hver gang for at kurset kan sælges. Det undre mig rigtig meget. I min verden vil det mest optimale være at følge en bestemt instruktør og få denne til at udvikle mig. Sådan ser de færreste på det. Hvis jeg inviterer den samme instruktør to gange - så er det så få at de kan tælles på en hånd, der kommer igen, til denne instruktør.

Jeg har derfor besluttet at det i år vil være sidste år at vi inviterer instruktører udefra til workshops i den nuværende form.

Fremover vil jeg hellere samle en gruppe mennesker der har hunde på samme niveau som Tommy og jeg, så vi går sammen om at hyre en instruktør specielt til os.

Sådan to workshops, skal vi på i år. Sidste år var vi afsted og trænede for Wayne Mitchell, det skal vi igen i år og det glæder jeg mig helt vildt til. Vi skal også på en anden Workshop med David Latham og ham har vi også haft på besøg forrig år. Jeg glæder mig til at få nogle spark, få nogle kritiske øjne på det som jeg gør eller kan gøre bedre.

I uge 35 og 36 skal vi til england og træne med bl.a. Philippa Williams. Det glæder vi os også rigtig meget til - det bliver SÅ givende at få så mange gode input fra en masse dygtige mennesker.

Så til alle jer der skal på vores Workshop med Birgitta Stafflund-Wiberg i april og Trond Gjøtterup i Maj - glæd jer det bliver lige så fantastisk som det plejer - men det bliver vores sidste workshops.
Pernille Lillevang | CVR: 36992085 | Remmerslundvej 28, Hedensted - DENMARK | Tlf.: +45 30288003 | pernille@potepower.dk